Efter jeg havde afsluttet bogen Mellem Verdener, sad jeg tilbage med en følelse af, at den blev ved med at arbejde i mig. Fortællingerne er nedslag i et levet liv. Nogle fortællinger er tunge og sårbare, andre humoristiske og lette, men fælles for dem er en sjælden ærlighed. Hun skriver uden at polere kanterne og uden at forsøge at gøre oplevelserne pænere, end de er. 

Noget af det, jeg finder særligt interessant, er efterrefleksionerne, der afslutter hver del. Her træder hendes egen stemme tydeligt frem med refleksioner og perspektiver på det, man netop har læst. Det giver fortællingerne et ekstra lag og gør, at man både får lov til at opleve historien og efterfølgende se den gennem hendes egne øjne. Og selv om flere af emnerne er tunge, er bogen utrolig let at læse. Sproget flyder, fortællingerne griber fat, og jeg havde flere gange den tanke, at jeg bare lige ville læse én fortælling mere. Og hold nu kæft, hvor var der meget, jeg kunne relatere til. Ikke fordi mine erfaringer nødvendigvis ligner hendes, men fordi følelserne, relationerne og de menneskelige mekanismer flere steder føltes genkendelige. For mig er det noget af det stærkeste ved bogen: Den fortæller om et andet menneskes liv, men undervejs kommer man også til at se lidt på sit eget. 

Det er en modig, ærlig og vedkommende bog, som både berører, udfordrer og får en til at tænke. 

Jeg håber, den får lov til at finde mange læsere. 

Jeg tror ikke, det bliver en bog for alle. Til det har den for meget kant og karakter.

Den er for personlig. For kompromisløs. For mærkelig nogle steder. For spirituel nogle steder. For vred nogle steder. For eftertænksom nogle steder. 

Men det er ikke en svaghed. De bøger, der virkelig betyder noget for mennesker, er sjældent bøger for alle.

Kære Janna

Jeg har nu læst Mellem verdener, og min første reaktion er, at det er en bog, der bliver ved med at arbejde i mig. Ikke fordi den giver entydige svar, men fordi den insisterer på at rumme flere sandheder på én gang.

Jeg oplever bogen som en bevægelse fra det konkrete og erindrede til det mere undersøgende. Vi får lov til at være tæt på barnet, på rummene, stemmerne, menneskene og de situationer, der former et liv. Samtidig bliver vi inviteret ind i den voksnes undersøgende forsøg på at forstå, hvad det hele har betydet. Denne vekslen mellem beretning og betragtning er efter min mening en af bogens største styrker.

Bogens bredere, samfundsmæssige og traumeinformerede perspektiv, er vigtigt. De viser, hvordan et menneskes historie ikke kun bliver til i familien, men også i mødet med kulturer, institutioner, og de fællesskaber, man enten får adgang til eller bliver stående udenfor. Jeg synes, det er stærkt, at du ikke stiller det personlige og det samfundsmæssige op som modsætninger.

Jeg synes, du har skrevet en vigtig bog. Ikke fordi den giver en løsning, men fordi den tør blive i det komplekse. Og fordi den minder læseren om, at det gode og det svære godt kan eksistere samtidig.

Og sikke en forside - så smuk!