Kvinden bag

Mit navn er Janna Nova Hansen. Jeg er født og opvokset på Færøerne, i en meget kærlig og meget sårbar familie. Det er denne familie, på min mødrene side, som er omdrejningspunktet for bogen.
Så længe jeg kan huske, har jeg skrevet. Som barn skrev jeg endda på tapetet, når der ikke var papir i nærheden.
Jeg har oprindelig en kandidatgrad i religionsvidenskab og historie fra Aarhus Universitet. Efter råd og støtte fra en af mine undervisere på religionsvidenskab, fortsætte jeg derefter som ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet. Også dengang var Færøerne omdrejningspunktet for mit arbejde - dengang handlede det om religion som personligt anliggende kontra religion som institution og samfundsmæssigt moralkodeks.
Med ph.d.-titlen i hånden, arbejdede jeg som post.doc. ved Universitetet i Agder i en årrække, indtil jeg blev ansat som underviser på socialrådgiveruddannelsen i Holstebro.
Efter godt et halvt års sygemelding fra mit arbejde, sagde jeg min stilling op og lagde mit liv om. Først uddannede jeg mig til yogalærer, siden til coach og kropsterapeut. Senest er jeg uddannet Traumeinformeret Kropsterapeut TIK, hvilket ikke kun har været en faglig udviklingsrejse, men i høj grad også en personlig udviklingsrejse. Jeg er ret overbevist om, at uden TIK havde denne bog aldrig fået lov til at forlade min computer.